| Jeg lader mig
fange af mosen
sætter mig på kanten
af det største hul
kryber længere
ned mod jorden
så kulden kan
stryge af over mig
det stikker i mine ben
de er begyndt at sove
må hellere
se at komme hjem
før stilheden
trænger sig
ind på mig
det varer
altid så længe
at få dem
kastet af sig igen
mørket er
blevet dybere
og jeg ser opad
stjernerne
er også væk nu
og gik der ikke
nogle svage sus
gennem træerne
jo
poplernes blade
var begyndt
at rasle
jeg må hellere
se at komme hjem.
|